Dag 1
Han slår øjnene op, rejser sig langsomt fra drømmen. Tænder telefonen, tænder så at sige sin langtidshukommelse. Han falder over et benspænd.
Kontrast.
Han trækker gardinerne fra med et smæld. Tygger lidt på kontrast. Modsætninger. Forskelle. I toner, i tekstur, i samfundsforhold.
Han genser filmen der ligger til grund for de næste tre dages arbejde.
(Filmen lavede han til en lille uformel filmkreds der mødes en gang om måneden og præsenterer en kortfilm som de har lavet ud fra et emne og et virkemiddel. Her blev en dag præsenteret et uddrag fra Karl Ove Knausgårds Min Kamp hvori han beskriver hukommelsens beskaffenhed. Opgaven lød: Lav en kortfilm med udgangspunkt i dette uddrag samt virkemidlet bevægelse.)
Han er rørende enig med sig selv; han orker ikke at endnu en film. Begrænset tid, mangel på socialt spillerum, udgangspunktet er for aparte. Der har manglet revision. Der skal andre boller på suppen.
Hukommelse, bevægelse, kontrast.
I tanken svømmer han rundt efter ideer, men i virkeligheden laver han ikke noget, laver ikke noget resten af dagens lyse timer.
Senere går han en tur for at se verden som han vil huske den.
Dag 2
Han slår øjnene op, finder blokken, fatter pennen som en gammel mand. Søvnen har gjort ham godt, nu skal den ikke ødelægges af en evig nyhedsstrøm. Nyheder er som cigaretter, de giver nogle gange stof til eftertanke, men man dør af dem i det lange løb. Han slukker telefonen.
Verden er større end den.
Han lader hånt om sin pseudovegetariske livsstil, spiser som bedstefar gjorde det. Øllebrød til morgenmad, sildemadder med æg og svensk pølseret til aftensmad. Sådan mindes han en respektindgydende mand med et stort, mekanisk hjerte.
At sætte sig i et andet menneskes sted, ikke blot i bevidstheden, men også i bogstaveligste forstand – og dermed tvinge sig ud af sit eget stive sind – kan være en uendelig kilde til inspiration.
Så længe man husker at rejse sig igen.
Han skriver lidt, denne gang på tastaturet, sletter noget af det han har skrevet igen, reviderer hen ad vejen som han plejer, men forsøger alligevel at holde fast i de første, rene indfald:
For videnskaben er sandheden en forpligtelse.
I kunsten og religionen er den et ømt punkt. (Skønt paven er ufejlbarlig.)
Kan to modsatrettede størrelser leve uden hinanden?
Hukommelsen blander sig ikke.
Dag 3
Han læser en time om morgenen og lader sig inspirere af fotografier i krydsfeltet mellem kunst og journalistik, mellem sandhed og fantasi.
Af Boris Vians forskrift:
"De følgende siders bevisførelse får al sin vægt fra den kendsgerning, at historien er sand helt igennem, da jeg har opdigtet den fra ende til anden."
Af Knut Hamsuns forbehold:
"Det afgørende er ikke hvad man tror paa, men hvorledes man tror paa det."
Læsningen bearbejder han når mørket er faldet på ved at gå ud at trække luft, tillade tankerne at svirre lidt for til sidst at samle sig i spektakulære mønstre. Han tager noter til senere brug.
Notesbogen er imødekommende, her er også plads til letkøbte tanker.
Først i dagbogen som han famler frem i mørket inden sengetid, filtreres dagens abstraktioner og koges ned til essens.
Eksekvering
Han ser verden gennem sit drømmesyn, men holder sig til et enkelt objektiv: 35mm. Endnu et benspænd der skal facilitere processen.
Et sidste krav: Samtlige optagelser skal laves direkte i kameraet, altså må de ikke manipuleres med på et senere tidspunkt.
Om aftenen springer kontrasterne frem.
Han kaster et sidste blik på klokken, tænder musikken,
lader sig fylde af de seneste dages inspiration,
alt det han har læst og observeret,
lagt øre til og noteret.
Så fører han kameraet op til øjet.
"Hvad vinding er det i grunden endog rent praktisk talt at man ribber livet for al poesi, al drøm, al skjøn mystik, al løgn? Hvad er sandhet, vet De det? Vi bevæger os jo frem bare gjennem symboler, og disse symboler skifter vi efterhvert som vi skrider frem."
- Knut Hamsun
